Har du brug for et rum, der er dit og kun dit? Så er jungiansk analyse måske noget for dig. Det er et sted, hvor du kan være fri til at mærke alt det svære, men også glæden. Mærke den energi som frigives, når du får plads til at udforske såvel livets smerte som dine inderste drømme og længsler.
Måske står du midt i en livskrise på grund af skilsmisse, dødsfald eller andre skelsættende og livsforandrende begivenheder og skal genfinde meningen med dit liv. Det kan også være du er kørt fast i vanens mønstre eller er udkørt pga arbejdspres, eller det ansvar du løfter i din familie og har brug for at finde ind til kernen af hvad der er værdifuldt for netop dig og undersøge nye perspektiver på dit liv og dig selv.
Endelig kan det være at du som leder med ansvar for mange mennesker, har brug for et fortroligt sparrings- og udviklingsrum.
Hvorfor vælge jungiansk analyse?
Hvad enten du står i en akut opstået situation, lider under gentagne depressioner, eller slås med angst og stress kan du få udbytte af jungiansk analyse. At gå i analyse er at give et løfte til dig selv om at skabe plads til sorgen og smerten og finde ind til de kreative processer i sindet. Bevidstheden er plastisk og under konstant forandring. Samtidig findes der grundlæggende mønstre, som i den jungianske tradition kaldes arketyper. Dem kan vi komme i kontakt med - eksempelvis gennem drømme - og hente inspiration fra til livets transformative processer. Det at sætte ord og billeder på sindet rørelser, styrker kreative og udviklende processer, giver indsigt og forløsning.
Baggrunden for mit analytiske blik
Jeg har interesseret mig for mennesker og det de siger, fra jeg var helt lille. I min ungdom opdagede jeg at min tilgang til verden er den analytiske. Jeg er ikke selv skabende, men den der analyser det skabte. At se sammenhænge og mønstre på tværs af erfaringer og domæner er min store styrke. Derfor kan jeg facilitere dine processer og hjælpe dig med at skabe indsigt og forståelse.
Jeg er ph.d. fra Center for Semiotik, Aarhus Universitet på en afhandling om metaforteori, poesi og kognition. Siden har jeg arbejdet med litteratur og symboldannelsens kreative og forløsende processer på tværs af forskning og praksis. Jeg har forsket i relationen mellem litteratur og depression og arbejdet praksisorienteret i psykiatrien som huslæser.
Jung var optaget af menneskets behov for at skabe mening. Det er et behov, der ofte viser sig særligt stærkt enten i kriser eller andre livsovergange, hvor den ydre verden og dens meritter ikke længere er tilstrækkelige til at skabe mening og vedvarende indre livsglæde. I disse overgange og kriser kan det kreative arbejde med drømme og symboler vise en vej hjem til dig selv og videre frem i livet.
Jungiansk analyse tilhører den dybdepsykologiske tradition som ikke blot interesserer sig for fortiden, men også for det, drømmene peger hen imod. Derfor er den jungianske analyse først og fremmest en måde at arbejde på. Dens særkende er fokus på symboldannelse og brug af aktiv imagination og drømme som måder at få adgang til det ubevidste på. I det omfang det viser sig relevant, kan tegninger, poesi og sandplay indgå i det analytiske forløb. Symboler billedliggør det ubevidste, som herigennem kan gøres til genstand for analyse.
Sammen med den symbolske tilgang udgør samtalen det centrale element i det dybdepsykologiske arbejde. Og med samtalen bliver relationen mellem analytiker og analysand et vigtigt omdrejningspunkt.
Forstå tankerne bag jungiansk analyse
Jeg er seniorkandidat ved Junginstituttet i København. Som seniorkandidat arbejder jeg under supervision.
Timerne kan placeres på et fast ugentligt tidspunkt, i blokke af flere timer eller en vekslen mellem disse. I nogle tilfælde kan sessionerne også foregå online.
Du er velkommen til at kontakte mig hvis du vil høre mere om jungiansk analyse og om mulighederne for at indrette et forløb, der passer til dig.
› Cookiepolitik
› Privatlivspolitik
› Handelsbetingelser
› Brugsbetingelser
› Etiske betingelser
Skab rum og tid til dig selv og dit inderste væsen gennem analyse
© Mette Steenberg | Alle rettigheder forbeholdes 2024